Udstandset papbilledbog til hyggelæsning. Om at miste sin sut og få den tilbage igen. Fra 2 år.
Bamse kan ikke forstå, hvad Ælling siger, når den taler med sutten i munden. Derfor beslutter Bamse sig for at give sutten til julemanden. Ælling er utrøstelig, og der er intet der hjælper. Uheldigvis har Snupsedyret taget sutten, og så er gode råd dyre. Den kortfattede tekst består kun af dialog mellem Bamse og Ælling med god brug af vrøvleord, som vi kender det fra Bamse og Kylling. Gitte Melgaard har skrevet andre bøger i DR's regi fx Anna og Lotte og senest Bamse fuld af ord, 2009. Frank Madsen, manden bag tegneserien Kurt Dunders bedrifter og andre Bamse og Kylling bøger fx senest Vi leger og Vi tæller, 2010, står bag illustrationerne. Illustrationerne og den dialogbaseret tekst giver bogen karakter af tegneserie. Forsiden er udstandset og viser Bamse i sin lænestol med Ællings sut i munden.
Der er på det seneste kommet en del titler med suttetema fx Viggas sutter og Stopsy smider sutten, 2010. Alle, i modsætning til denne, med det formål at få børn til at stoppe med at bruge sut.
Solid papbilledbog til ren og skær hyggelæsning. Bogen er blottet for anden morale end den, at man aldrig må tage en sut fra et barn. Det er dejligt befriende og sjovt, og det skal nok glæde de små fans af Bamse og Ælling. Udover det bibringer bogen ikke det store men lægger sig i kølvandet på de fleste andre udgivelser fra DR.