Banting, Best og insulinet

Genremæssigt vil jeg betegne bogen som en videnskabshistorisk biografi. Bogens tyngdepunkt ligger omkring årene 1921-23, hvor Frederick Grant Banting - en ung, canadisk læge - ved videnskabelige eksperimenter ved universitetet i Toronto udviklede insulinet. Set med nutidens øjne skete det faktisk i et ganske imponerende tempo. I maj-juni 1921 gik Banting i gang assisteret af den medicinstuderende Charles Herbert Best. Adskillige forsøgsdyr måtte lade livet i bestræbelserne, inden man fandt ud af at hente bugspytkirtler på et nærliggende slagteri. Bogen redegør i et glimrende, almenforståeligt sprog om de biologiske sider af sagen, og fortæller endvidere, hvor langt man var kommet i forskningen og behandlingen af diabetes indtil da. Diabetes er ubehandlet en dødelig sygdom. Men takket være Bantings og Bests indsats samt den fortsatte udvikling af stoffet, doseringsteknikker til blodsukkerregulering, kan diabetespatienter i dag leve et helt normalt liv. Bogen beretter sagligt om forløbet og kommer også ind på Bantings mange konflikter med sine medaktører. Bl.a. var han meget fortørnet over, at han skulle dele Nobelprisen med sin overordnede Macleod og ikke medhjælperen Best. Målgruppen er bred, men efterspørgslen vil nok være begrænset.

Read the full assessment