Books / fiction for children / roman

Bare på gennemrejse


Description


Efter en opvækst på skiftende institutioner og hos forskellige plejefamilier og uden andre fremtidsudsigter end prostitution eller livet på Melbournes gader tager den 15-årige Larency sit eget liv.

Reviews (2)


The libraries' assessment

d. 23. Jan. 1998

By

By

Ulla Møller

d. 23. Jan. 1998

Gyldendals grå serie er populær blandt de 13-16 årige. Det bliver denne bog om gadebørn i Australien også, selvom den er trøstesløs læsning. Jeg måtte læse den i små doser for at holde beretningen om Larency Leytons korte, tragiske liv ud. Navnet Larency = tyveri forudbestemmer hende allerede fra fødslen til en ulykkelig tilværelse. Da den purunge mor begår selvmord, overlader hun sin spæde datter til en række forskellige institutioner og plejeforhold. Overalt føler den intelligente pige sig svigtet, så 15 år gammel stoler hun kun på sig selv. Læseren møder hende i hendes alt for korte livs sidste tid, som leves blandt gadebørn og andre udstødte i Melbourne. Ved bogens slutning deler hun skæbne med sin mor, drevet i døden af den mystiske Nick Farino, der hævder, han er hendes far. Forfatteren kender miljøet indefra gennem sit arbejde på et narko- og alkoholcenter. Der er en næsten science-fictionagtig stemning over skildringen af det iskolde miljø. Men desværre er det et stykke kras hverdagsrealisme, og mange unge verden over lever under ligeså kummerlige forhold i samfund, hvor de få glimt af menneskelig varme ikke er tilstrækkelige til at hjælpe dem til et bedre liv.


The libraries' assessment

d. 23. Jan. 1998

By

By

Lis Mikkelsen (skole)

d. 23. Jan. 1998

Den sociale arv er en tung belastning for den velbegavede 15-årige Larceny. Da den australske roman fra Gyldendals grå serie begynder, begår Larcenys mor selvmord. Hun kan ikke se andre veje ud af et liv som social og følelsesmæssig taber. Hendes efterladte barn flyttes fra den ene plejefamilie og institution til den anden. Larcenys følelsesliv ødelægges, og hun bliver så skadet, at hun slet ikke magter at knytte sig til andre mennesker. Da vi møder hende, har hun flere psykiatriske indlæggelser bag sig, og hun lever på gaden af småkriminalitet. Vi får en barsk, realistisk beskrivelse af livet, som det former sig for Melbournes gadebørn. Der er en lille smule håb for Larcenys fremtid, da hun møder socialarbejderen Kaz, men håbet blusser kun kort. Larceny tror, at også Kaz har svigtet hende, og så er ringen sluttet. Hun begår selvmord ligesom moderen. Romanen kan bruges i en emnekasse i 8.-10.kl, men slutningen kan gøre det problematisk at anbefale bogen til læsergruppen.