Barn nr. 44 kan læses af alle, der holder af gode krimi- og spændingsromaner. Derudover kan den nok også formidles til de lånere, der læser historiske romaner, da forfatteren har gjort meget ud af at levendegøre det sovjetiske samfund, historien foregår i. For- og bagside sælger bogen godt.
Leo Demidov er kommisær i MGB, der senere bliver til det mere kendte KGB. Her arbejder han primært med at arrestere borgere, der af den ene eller anden grund bliver anset for at være landsforrædere. Da historien foregår i Sovjetunionen i 1953, under Stalins styre, skal der ikke meget til at blive stemplet som en trussel imod staten. Leo havner selv i vanskeligheder, da han opdager, at en massemorder uhindret myrder børn overalt i Sovjetunionen. For Sovjetunionen er det perfekte samfund, og i det perfekte samfund er der ingen kriminalitet. Så at påstå at børn bliver myrdet er at drage tvivl om Sovjeunionen som perfekt samfund. Og det er landsforræderi. Så snart bliver Leo jaget af sit eget tidligere korps, da han fremturer i jagten på massemorderen. Bogen er solgt til 26 lande og filmrettighederne er købt af Ridley Scott.
Fridrikh Neznansky har skrevet nogle krimier, der foregår i Sovjetunionen i 1980'erne og -90'erne, men derudover kender jeg ikke til andre historiske krimier fra det område.
Barn nr. 44 er en rigtig god blanding af krimi og spændingsroman. Den paranoide og angstfyldte tilværelse som sovjetborger fylder en del i bogen og er med til at hæve den kvalitetsmæssigt.