Wii. Actionspil med platform elementer for børn fra 7 år, for selvom PEGI er sat til 12 og der er ikon for voldeligt indhold, er her tale om tegnefilmsvold, hvor skurkene fordamper og Batman ser stjerner, når der kæmpes. Engelsk tale og instruktion, men grafisk vejledning opvejer dette.
Spillet bygger på en tegnefilmsserie af samme navn og grafikken minder om den man ser i seriehæfterne fra 60'erne. Den dystre, mørke Batman, der optrådte i Arkham Asylum, er lysår fra denne 2D tegnefilmsudgave. Spilleren tager rollen som Batman eller Robin og i singleplayer tager konsollens AI kontrollen over den anden figur, så de følges ad gennem banerne. I twoplayer kan spillerne styre hver deres helt. I singleplayer kommer figurerne ofte til at stå i vejen for hinanden i kampen om at få ram på skurkene. Banerne side-scroller, myldrer med skurke og ender i boss-kampe. Som skurkene falder for spillerens næver, samles mønter til opgradering af våben og udstyr. Der er meget lidt forskel på styringen og udstyr hos de forskellige figurer og efterhånden som spillet skrider frem, bliver ryst og tryk på wii remote og nunchunk lidt ensformigt, men det vil ikke afskrække børnene.
Spil som Spiderman 2 : the game, Marvel ultimate alliance og Ben 10 - protector of Earth bygger også på tegnefilm/-serier og omhandler helte med særlige evner.
Fint gensyn med Batman i en lysere udgave end vi har været vant til længe. Grafikken er stemningsfuld, men banerne bliver lidt ensformige i længden. Det vil dog ikke generer børnene. Samlet ligger spillet lunt i midten af kvalitetsfeltet.