Battle chasers, der er et hold af eventyrere, flyver over det mystiske Lost Continent, da deres luftskib bliver skudt ned. Nu står de overfor en horde af fjender, der sammen med den onde troldkvinde Destra, søger kontinentets store forekomster af råstoffet mana. Fra ca. 13 år.
Persongalleriet i Nightwar er baseret på Battle chasers-tegneserien (skrevet af Joe Madureira, bedst kendt for X-Men). Det er seks meget forskellige karakterer, hvoraf man kan tage tre med på eventyr af gangen og udforske The Lost Continent. Spillet er inspireret af klassiske japanske rollespil, komplet med trækbaserede kampe og otte store dungeons. Spillets store verden byder på masser af interaktion, missioner, personer at snakke med og ikke mindst monstre at besejre.
Spillets retro inspirerede gameplay er blandet med nok nye elementer og tiltag til at holde spillet friskt og interessant i de 40-50 timer det tager at gennemføre. Det hjælper på oplevelsen, hvis man er bekendt med figurerne fra tegneserien, da figurerne i spillet virker ret overfladiske. Historien i spillet er glimrende, med et par gode twists til slut. Grafikken er farverig og afslører hurtigt spillets forbindelse til tegneserien.
Nightwar, der er udviklet vha. Kickstarter, er inspireret af en række klassiske rollespilsserier, fx. Final Fantasy og Dragon Quest. Af nyere spil kan det sammenlignes med fx Lost sphear (Nintendo Switch). Det udkom til PS4, X1 og PC i 2017.