En velillustreret hundebog i lille billedbogsformat i en ny serie, Racehunde i Danmark, der udgives af Dansk Kennel Klub i samarbejde med de relevante specialklubber. Bogen her om Beaglen er skrevet af et forfatterkollektiv, der ved noget om hunde i almindelighed og om deres elskede Beagler i særdeleshed. Der oplyses grundlæggende om Beaglens pleje og opdragelse og om udstillinger og aktiviteter i Beagle Klubben. De erfarne forfattere beskriver kærligt og ærligt deres hunde og lægger ikke skjul på problemerne i dagligdagen og kravene til ejeren, når man har valgt en familiehund, der trods et nuttet ydre stadig har en drivende jagthunds gener og dermed masser af jagtlyst. Beaglen er en vedholdende populær hunderace (nr. 14 på de sidste to års hvalpelister fra DKK) på grund af et smukt og harmonisk ydre, en god karakter og en praktisk størrelse. Bogen her giver alle nødvendige basisoplysninger om Beaglen som familiehund for den uerfarne eller kommende Beagle-ejer. Derimod må læseren selv finde frem til hjemmesider, adresser og telefonnumre på de i bogen ofte omtalte nøgleorganisationer Dansk Kennel Klub og Beagle Klubben - det bør rettes i næste bind af denne ellers udmærkede serie.