Imellem 1947 og 1956 fandt man en mængde religiøse tekster i nogle huler nær Det Døde Hav. De viste sig (måske!) at stamme fra perioden 200 f. til 100 e.v.t. Det rodede udgravningsforløb, de mange religiøse og politiske interesser i området og ikke mindst teksternes fragmentariske tilstand har gjort dem til oplagte mål for en række forskellige konspirationsteorier. En af de mere kendte præsenteres af de to journalister Michael Baigent og Richard Leigh. Deres bog Det hellige blod og den hellige Gral har været hovedemne for en retssag om, hvorvidt Dan Brown har plagieret bogen i Da Vinci mysteriet. Bedrageriet med Dødehavsrullerne er en genudgivelse. Dens hovedteorier er, at teksterne afslører, at kristendommen eksisterede inden Jesu fødsel, at Paulus var en forræder, og at disse to kendsgerninger har fået den katolske kirke til at undertrykke oversættelsen af teksterne. At de fleste ruller er oversat og udgivet efter denne bogs oprindelige udgivelse i 1991 ændrer ikke disse holdninger. Påstandene og argumentationen i Bedrageriet med Dødehavsrullerne virker ikke overbevisende og er da også stærkt anfægtet, så efterspørgslen skal sikres blandt læsere uden anden interesse for emnet end den, der er opstået gennem læsning af Brown.