Nintendo DS. Platformspil. Ben 10 - ultimate alien er et actionpræget 2D platformspil, som appellerer til børn fra 7-12 år. Der kan vælges imellem 5 sprog, men ikke dansk. Der er af og til meget lange dialoger i tekstform, som man dog kan bladre igennem, uden at miste væsentlig information. Spillet er nogenlunde nemt: et ikon viser, hvilket væsen, man skal bruge til en given opgave, og fjenderne er overkommelige. Pegi er 12 med ikon for vold, hvilket er meget overdrevet, da det er ren tegneseriegrafik.
De fleste børn kender nok helten Ben 10 fra Cartoon Network. I nærværende spil skal man kæmpe mod talrige fjender i baner, som foregår rundt i verden, fx Eiffeltårnet og Colosseum. Ben 10 kan via sin "Ultimatrix" transformere sig om til 10 forskellige væsener med hver deres specielle evner, fx klatre, flyve og grave, hvilket gør spillet varieret. Selvom baggrundene er tegnet i 3D, er spillet kun i 2D. Grafikken er noget kantet, og ind imellem er der småfejl, så ens figur fx står halvt inde i en mur eller ude over en afgrund uden at falde ned. Lydsiden er kedelig med ensformig musik, meget få lydeffekter og ingen dialog.
Spillet minder meget om Ben 10 - alien force, 2009 til Nintendo DS, men banerne og enkelte af figurerne er anderledes.
Ben 10 - ultimate alien hæver sig ikke over gennemsnittet af Nintendo-spil, men det ændrer ikke ved, at det vil have stor appel for Ben 10-fans - og målgruppen i det hele taget. Spillets absolutte force er variationen i at bruge de 10 forskellige væseners specielle evner.