Det er en tynd bog med en forudsigelig historie om to rødder, der ikke har lyst til alt det juleri. Til straf tvinger den onde Sorte Julemand knægtene til at aflevere en julegave til den grumme skovtrold i Sibirien. Det lærer dem at holde af julen, og det var så det. Historien blev serveret fra forfatterens værksted i DR i 1992 og ligner i stilen meget af det, der i tidens løb er udsendt, dvs. rappe ordbilleder i et hæsblæsende sprog, et sprog, der har fænget hos mange drenge omkring 5. klasse, som ikke vil have for meget substans. Illustrationerne, ganske sjove s/h tegninger, som fylder over halvdelen af bogen, er holdt i samme friskfyragtige stil som teksten. Bogen må siges at høre til bagatellerne.