Efter en ansættelse i Interpol arver Bernard Prince fragtbåden Cormoran, og med den oplever han eventyr over hele verden: blandt kinesiske krigsherrer, i Afrikas jungle, hos latinamerikanske oprørere og i sydøstasiatiske sumpe. Røverhistorier i tegneserieregi for drenge i alle aldre.
Albummet indledes med seriens 7 første korthistorier. Derefter følger to halvlange fortællinger, inden serien finder sin endelige form med historier i fuld albumlængde. Oversættelsen er ny i forhold til tidligere udgaver, tekstningen er ny, og farvelægningen er ny. Et kort forord indleder albummet.
Det er en af de bedste af de mange realistisk tegnede, belgiske spændingstegneserier, forlaget Zoom her genudsender i tykke samlebind. Man kan undre sig over, at der i en værkudgave som den foreliggende er sjusket med rækkefølgen af historierne; men det er en bi-omstændighed i forhold til det faktum, at læserne nu igen får mulighed for at opleve Gregs virtuost konstruerede intriger og at følge Hermanns hurtige udvikling som tegner. I starten mærker man tydeligt inspirationen fra den belgiske mestertegner Jijé, men snart finder Hermann sin egen personlige stil.
Makkerparret Greg og Hermann står også bag westerntegneserien "Red Kelly" (netop genudgivet på dansk). Gregs gennemarbejdede intriger har kun deres lige i Charliers medrivende manuskripter, fx til "Blueberry"-serien Bernard Prince. 1968-1970.