Beskidte tricks

Efter en årrække som priviligeret sproglærer i forskellige lande, vender en ca. 40 årig englænder tilbage til sit fædreland. Han er en forkælet og selvoptaget Oxforddreng, der uden hensyn til andre forfølger sine sociale og økonomiske mål. Romanen er hans egen usminkede redegørelse for de dødsfald han involveres i undervejs. Det er et helt igennem sandsynligt og pragtfuldt portræt Dibdin tegner af den selvmedlidende og højtbegavede psykopat. Vi griner når han skarpsindigt iagttager dårskaben i sine omgivelser, og vi føler med ham, når han i et kort øjeblik tror sig afsløret i færd med at liste sin kones lig over rækværket på en bro. Uden nogensinde at forfalde til mopsethed eller for den sags skyld indignation, udstiller Dibdin sine landsmænds snobbede klassebevidsthed, og det er overraskende at opleve den forfatter, der i fem bøger om politimanden Aurelio Zen har udvist en endeløs overbærenhed med italienernes fejl og svagheder, her hudflette sine egne landsmænd. Dibdin overlever ikke blot sit sceneskift, han gennemfører det også så overbevisende, at Beskidte tricks lægger yderligere et par alen til hans ry.

Read the full assessment