Det er min erfaring fra udlånsarbejdet, at interessen for Lean Nielsens digte er intens og vedvarende. Også denne nye samling Besøgsdigte vil uden tvivl finde lånere, som ellers ikke er poesi-læsere. Og det er forståeligt: her er tale om lange, snakkende digte bygget på enkle oplevelser og let genkendelige situationer, som farves af et stærkt socialt og samfundskritisk engagement. Samtidig charmerer Lean Nielsen sig ind på læseren, ved at fastholde en synsvinkel på sig selv som fordrukken og følelsesfuld taber forladt af kone og barn, autentisk virker det ned i mindste detalje, og reaktionsmønstrene på disse frisindede, men følelsesafstumpede 70'ere trækkes tydeligt op - hudløst og til tider gribende, som hos kvindelige parallel-digtere som Vita Andersen og Charlotte Strandgaard. Skulle jeg placere digtenes proletariske tone og let prosaiske gangart, måtte det blive i nærheden af Bundgård Povlsen, men uden at Lean Nielsens særpræg -som synes at vokse fra bog til bog-degraderes.»På socialen i Mattheusgade«, »Rustvogne gennem Amagerbrogade«, »Besøg i Tøndergade« og en halv snes andre digte fra bogen her, er de bedste han har skrevet, og i »Min søsters drøm i Holbergsgade« udtrykkes den poetiske vision: »Kan du ikke se det / vi kunne bryde gaderne op og plante græs / vi kunne trække folk ud af deres stålkasser / og gratis tilbyde dem heste i mange farver«.
