Denne serie letlæste fagbøger, som behandler mange forskellige emner, er nu på over 50 bøger. De har en lix på ca. 10 og henvender sig til begynderlæsere, altså de 6- til 8-årige.
Bogen er i stift bind. På syv opslag fortælles om honningbien: Udseende, opsamling af pollen og nektar, arbejdsopgaver i stadet, dronningen, æg og larver, bisværme, stik og honning. Teksten, der findes på venstresiderne, er verssat og trykt med store typer. En tynd, lodret streg opdeler ordene i stavelser. På højresiderne findes gode farvefotografier. På forlagets særlige hjemmeside for seriens bøger er der bl.a. gode råd om begynderlæsning og små kontrolopgaver med tilhørende facitliste til de enkelte titler.
Af nyere bøger om emnet kan nævnes Honningbien, 2007 i serien Smådyrenes verden. Den er lidt sværere at læse.
En udmærket lille fagbog med de mest elementære oplysninger om honningbien. Den henvender sig til begynderlæsere. I skolerne kan den bl.a. bruges til temalæsning og læsekursus i indskolingsklasserne.