En atomkrig i 1988 har næsten udryddet menneskeheden. De få overlevende har kun minutter tilbage, før den radioaktive regn dræber det sidste liv på planeten. Men måske kan de overleve, hvis de kan nå toppen af Tårnet og stoppe manden bag den dødbringende regn. Fra 13 år.
Black future er, efter eget udsagn, en "synth-punk roguelike 2D action shooter". Man vælger en af fem figurer, hvorefter man har 18 minutter til at nå toppen af et tilfældigt genereret tårn, der er fyldt med fjender. Stilen er 80'er inspireret cyberpunk, tempoet er intenst og sværhedsgraden er høj. I tårnet kan man finde ammunition, nye våben og ikke mindst opgraderinger, der kan gemmes til næste forsøg. To spillere kan teste deres venskab ved at forsøge at nå toppen at tårnet sammen. Grafikken er retro-inspireret med klare 80'er neonfarver. På engelsk.
Til trods for de mange gange man må starte forfra, er spillet både underholdende og fængslende. Det er udfordrende, har intens action og byder på en gennemført retrostil, der dækker både grafikken og det fantastiske lydspor. Det er ikke et spil for alle, men kan man lide retrostilen, et intenst tempo, kombineret med et konstant tidspres, så tror jeg ikke man får noget bedre på Switch end Black future 8́8. Pegi 12.
Spillets retrostil og co-op minder om Towerfall - Ascension (Playstation 4) - men Black future føles som en unik ide, selvom spillet "bare" er et 2D platform-actionspil.