Den 10. bog af amerikaneren Elizabeth George, som skriver så indforståede romaner om det engelske samfund så man skulle tro hun levede i London, men nej, hun holder til i det solbeskinnede Californien. En overvægtig sexterapeut bliver dræbt af en flugtbilist, og kort tid efter dræbes endnu en kvinde, Eugene, på samme vis. Det er udgangspunkter for denne særdeles velskrevne roman, hvor de sædvanlige politifolk, kommisær Linley og hans trofaste assistent Barbara Havers optræder, men hvor det er den 28-årige Gideon Davies, violinvirtuos, som pludselig ikke kan spille mere, der står i centrum. Han er søn af den dræbte Eugene, og mistænkes sammen med en række andre personer for drabet, men efterhånden som der graves i sagen, afdækkes løgne og hemmeligheder. George spinder et sindrigt net som først løses op på de sidste sider. Fremragende personskildringer, selv af de mest inferiøre bifigurer, fremragende miljøbeskrivelser, hvor det regnfulde London skildres så man kan fornemme regnen og kulden, og et fremragende plot gør denne roman til en nydelse at læse.