Samtalebogen, hvor kendisser taler om stort og småt med udgangspunkt i egne erfaringer og refleksioner, er populær. I 2006 kom bl.a. Lys i livet med Jane Aamund og Cecilie Frøkjær og Så mange var ordene med Klaus Rifbjerg og Kim Larsen samt Digteren og partiformanden med Henrik Nordbrandt og Pia Kjærsgaard. Genren startede i 2003 med Johannes Møllehave, Benny Andersen og Karen Thisteds Det skal mærkes at vi lever. Bjerrehuus er kendt bl.a. som forfatter af bøgerne Er vinter nær og Livet i mine mænd. MB-C har etableret magasinet Euroman og har bl.a. skrevet Den store blærerøv. Journalisten Karen Thisted har redigeret. Bogens spændingsfelt er tilværelsens op- og nedture, god stil, sorg, smarte køkkenting og sex, hvilket kapitleltitlerne "At visualisere sit liv og får for lidt sex" og "At tisse over kors og banke på, når mor boller" viser. Stilen er samtalens, sproget hurtigt og talesprogsagtigt, meningerne mange. Som læser præsenteres man for et bredt udsnit af holdninger, hvor bogens styrke - den gensidige berigelse, reaktion eller association - kommer til udtryk. Det er også dens svaghed, da den springende og associerende form forhindrer større dybde. Bogen følger genrens konventioner og skal nok blive lånt på grund af forfatternes navne. Begge portrætteres på forsidefotoet.