Freddy Blak havde en karriere i fagbevægelsen som baggrund da han i 1989 blev valgt ind i Europaparlamentet for Socialdemokratiet. Her fik han ret hurtigt sæde i Budgetkontroludvalget, og netop arbejdet med svindelsagerne i EU har sammen med hans respektløse stil tit bragt ham i medierne og gjort ham til en af de mest synlige danske politikere i det ellers temmelig usynlige parlament. I 2001 kom det til et brud med Socialdemokratiet fordi partiet ikke tillod hans dobbeltmandat i Europaparlamentet og i Næstved Byråd. Blak fortæller i en uhøjtidelig stil om livet i Parlamentet, om de mærkesager han har dyrket, om samarbejdet med danske og udenlandske kollegaer, blandt andet med vennen, den konservative Christian Rovsing, som han dannede makkerpar med på inspektionsrejser til de faldefærdige atomkraftværker i det tidligere Sovjetunionen. Og Freddy Blak lægger ikke fingrene imellem i karakteristikken af de socialdemokrater som han mener har underløbet ham. De politiske erindringer slutter lidt utraditionelt med en fortegnelse over anbefalelsesværdige spisesteder i Strasbourg og Bruxelles. Blaks ligefremme betragtninger fra livet i EU-parlamentet og kontroverserne med partifællerne henvender sig især til læsere med interesse for nyere dansk politik.