Rigtig lækker, spændende og lettilgængelig bog om alt, hvad der er værd at vide om blogging og vlogging - for børn og unge fra 12 år.
Bogen indeholder gode råd til alle dem, der overvejer at blogge eller oprette en kanal på YouTube. Der er bl.a. afsnit om valg af emne, platform og udstyr. Der er også interviews med 4 danske YouTubere (Rasmus Brohave, Julia Sofia, Armin og Kristine Sloth) og 3 udenlandske (Zoella, Clara Henry og PewDiePie). Bogen er krydret med citater af børn og unge, som selv følger kendte YouTubere.
Den svenske YouTuber PewDiePie har over 45 mio følgere, så der er ingen tvivl om, at det var på tide, at der kom en dansk bog om emnet for børn og unge. Mange følger i dag én eller flere YouTubere, og bogen er også spændende, selvom man ikke selv overvejer at blogge eller lave YouTubes. Bogen er meget flot og indbydende, med solid indbinding, kraftigt papir og korte kapitler. Layoutet er virkelig lækkert med masser af billeder, tekstbokse, forskellige skrifttyper, citater og fængende overskrifter. Sproget er nutidigt og i en frisk, personlig og direkte tone.
Der findes ikke tilsvarende bøger for børn og unge om at lave en blog eller oprette en YouTube-kanal med tilhørende interviews med kendte bloggere og YouTubere. Der findes imidlertid bøger om kendte YouTubere som fx Julia Sofia, Astrid Olsen og Julie & Sofia.