JRPG. Du er skolepigen Hinako Shirai, der på grund af en knæskade ikke længere kan danse ballet. Til gengæld har du en mystisk egenskab, så du kan besøge en anden verden og være en magisk krigerpige. For unge og voksne.
Spillet foregår på en pigeskole i nutidens Japan. Du er Hinako Shirai, en balletpige, der desværre har skadet sit ene knæ, og derfor ikke længere kan danse. En dag bliver hun i stand til at besøge en parallelverden og kæmpe som en magisk krigerpige. Spillet følger en dagscyklus, hvor man går i skole, deltager i forskellige aktiviteter og snakker med klassekammerater. Og det er her krigerpigen kommer ind i billedet, for hun kan opsøge og bekæmpe monstre i parallelverdenen "The other world" og derved løse kammeraternes problemer i den virkelige verden. Kampsystemet er tur-baseret, hvor man skal vælge forskellige angreb og time dem efter modstanderens actions i realtid. Sprog: japansk tale, tekstet på engelsk.
Spillet er en noget spøjs oplevelse. Dels et "pige-spil", hvor man som japansk skolepige involveres i diverse fnidder og andre pigers personlige problemer. Man kan også sammensætte flot tøj, lægge make-up og andet i den dur. Samtidig hviler der en noget lummer tone over det hele, fx måden kameraet ofte fokuserer på visse dele af skolepigernes kroppe og muligheden for at vælge vådt eller gennemsigtigt tøj. PEGI: 16 og ikon for sexistisk indhold. Spillets gameplay og historie er basalt set udmærket, men jeg er i tvivl om hvem målgruppen egentlig er.
Lignende JRPG er fx Atelier-serien.