Bluey og Bingo er på familietur i byggemarkedet Hammerfix. Inde i haveafdelingen ser Bluey og Bingo mange fine ting. Mon de får alt det, de drømmer om, med hjem? Papbog for børn fra 2-5 år.
Billedbog med papsider om hunden Bluey, som kendes fra tv-serien om hende og hendes familie. Der er i forvejen udkommet mange andre bøger om Bluey som fx Bluey - min mor er den bedste Denne gang skal familien en tur i byggemarkedet, Hammerfix, da Blueys far er ret misundelig på naboens pizzaovn, der er købt i Hammerfix. Imens Blueys far leder efter pizzaovnen er Bluey og Bingo med deres mor i haveafdelingen. De sidder i indkøbsvognen og leger, at de indretter hver deres hus med de ting, som moren skal købe. Men da moren kun skal have én pizzavender, opstår der et problem. For skal Bingo eller Bluey holde pizzavenderen, og hvorfor kan man ikke bare købe alt, man har lyst til? Heldigvis slutter indkøbsturen godt, og derhjemme laver faren en rigtig god hawaii-pizza i sin nye ovn. Bogens format er 19x19 cm.
Bluey har en stor fanskare, og de vil bestemt ikke blive skuffede over denne bog. Dog er det en fordel, hvis man har set tv-afsnittet, som bogens handling bygger på, for fortællingen springer lidt hurtigt frem af og til. Tegningerne matcher billedsiden i tv-serien og passer til teksten.
En anden billedbog om at være på indkøb er fx Anna hos bageren.