Blussende våger

Fortsættelsen af Imod fremtids fjerne mål (1975), generationsromanen om arbejderdrengen Pelles opvækst i 50'erne og 60'erne, skildrer to afgørende stadier i hans liv, i 1967 hvor han bli verfærdig på uni versitetet, og i 1977 hvos hans ægteskab kommer ud i en alvorlig krise. I den første og længste del er det forsommer, Pelle er lige blevet magister i historie, og fremtiden tegner omikke lyst så dog forhåbningsfuldt. Tempoet er hæsblæsende, i korte, knappe billeder følger vi hans tidstypiske udvikling i København i den hektiske periode året før studenteroprøret. Anden del 10år efter er skrevet ved vågeblus. Pelle er blevet gift, ikke med den fandenivoldske Tulte, men med den besindige Eva, og de har en datter. De politiske idealer er blevet til floskler, han er endtsom en af de såkaldte 'rødvinsmagistre' med udpræget sans for det materielle. Herløv Petersen har også denne gang skabt et fint tidsbillede, og personen Pelle er psykologisk overbevisende. Hanholder både en ironiskdistance til figuren, der er lidt af et skvat, og forsvarer ham samtidig. Det er en vanskelig balancegang, som lykkes, og som gør bogen læseværdig for den generation denhandler om.

Read the full assessment