I et fremtidigt teknokratisk samfund - en karikatur af vort eget, er danskerne kun optaget af forbrugerisme og nydelse. De har hverken tid eller lyst til at tage sig af deres børn. Derfor ergrupper af børn flyttet ind bag de store lossepladser til nogle gårde i Midtjylland. Her lever de frit og uden ledere, spiser grønsager og fisk, får energi fra vindmøller, går ind for genbrug og erbarske, men kærlige og solidariske over for hinanden. Bolleri og jalousi accepteres ikke. Gennem lange samtaler gør de sig bevidste om deres egne og de voksnes forhold. Der er lidt mere handlingher end i bd. 1, Børnelandet. Under et togt til Aarhus tilintetgør børnene de psykofarmaka, som de voksne bruger for at slappe af eller komme i stødet. Hvad der kommer ud af det, får vi måske atvide i et senere bind. Forfatteren har ikke haft evne eller vilje til at skildre børnene som enkeltindivider. Bogen består mest af samtaler, og selv om der derfor er meget talesprog, og det errigeligt krydret medjargon og kraftudtryk, er det sprogligt tungt og ubehjælpsomt. Det er vigtigt for en science-fiction roman, at læseren tror på den konstruktion, forfatteren bygger op. Her erder for mange løse ender. En velment, men ikke vellykket pædagogisk og politisk roman for nok ret få interesserede læsere fra ca. 12 år.