En allround håndbog for kommende forældre og forældre til førskolebørn.
Forfatteren er praktiserende læge, skriver desuden i "Helse" og "Junior" og er mor til to børn. Bogen er en vellykket og velskrevet kombination af hendes lægefaglige viden, egen erfaring med børn og en god psykologisk indsigt. Bogen dækker mange aspekter af barnets fysiske og psykiske udvikling lige fra undfangelsen til 6 år med inddragelse af sociale, opdragelsesmæssige, sundhedsmæssige og praktiske synsvinkler. Bogen afsluttes med generelle afsnit om fx søskende, børn med handicap, skilsmisse og sociale rettigheder og pligter, børneundersøgelser og helseleksikon. Bagest nyttige henvisninger til litteratur og netsider. Layoutet er indbydende med mange stemningsfulde fotos af børn og forældre.
Bogen angives at være en 9. udgave. Jeg kan se en 7. udgave af Bogen om barnet med Vibeke Manniche som forfatter. Hun er desuden forfatter til Alt om barnet, 2009, fra forlaget Liva, som til forveksling ligner Bogen om barnet. Selv om det vil være oplagt at anskaffe den nyillustrerede 9. udgave, der udmærker sig ved at være opdateret og udvidet på visse punkter, er store dele af den tidligere udg. stadig brugbare.
En meget velskrevet, overskuelig og ganske omfattende håndbog om barnet fra undfangelse til skolestart, som alle forældre til førskolebørn kan have glæde af.