Udgivelse i serien "Bogen om
". Tidligere er udkommet Bogen om krigsskibe, 1998, og Bogen om ubåde, 1999. Bogen er inddelt i 15 afsnit med hver deres overskrift. Hvert afsnit udgør et opslag, der består af en kort tekst og flere illustrationer i farver med tilhørende undertekster. Efter et par generelle afsnit om udforskning af havdybderne følger beskrivelser i kronologisk orden af de berømte skibsvrag. Udvalget består af virkelig kendte vrag eksempelvis Mary Rose, Henrik d. 8's flagskib, og Den spanske Armada og fra nyere tid Titanic, Andrea Doria og Estonia. De mange flotte fotografier og tegninger i farver vækker læserens interesse, og den tilhørende tekst er overskuelig og relevant. På de få sider lykkes det faktisk at fortælle en del om emnet og vække læserens interesse for sagen. Der er mange bøger om eksempelvis Titanic, men en samlet beskrivelse for børn af berømte skibsvrag har jeg ikke kunnet finde. Unge og voksne kan finde lidt om emnet i Skibskatastrofer af Keith Eastlake, 1999. En interessevækkende og spændende bladrebog for børn fra ca. 12 år. Flot forside, der viser Titanics forlis.