Birkler henvender sig med denne bog, der kommer grundigt og klart rundt om alle problematikker vedr. provokeret abort, til såvel etisk og filosofisk interesserede som sundhedspersonale og studerende på social- og sundhedsuddannelser.
Birkler er formand for Etisk Råd, har en ph.d. grad i medicinsk etik og deltager i samfundsdebatten. Her kortlægger han de psykosociale, religiøse, filosofiske og etiske perspektiver og udfordringer ved provokeret abort og giver et særdeles godt verdenshistorisk rids over provokeret aborts historie, praksis og lovgivning. De etiske udfordringer ved fremtidens fosterdiagnostik berøres også. Det er formidling af viden på højt niveau i et klart og præcist sprog Birkler her leverer, og bogen er et solidt grundlag for debatten om fri abort, og er samtidig en grundbog om provokeret abort. Mange referencer til videnskabelig litteratur.
Birkler har skrevet flere bøger og artikler om etik og sundhedsvæsnet. Andre bøger om provokeret abort er ofte "farvede" af forfatterens holdninger, som fx i Abort - myter, meninger & kendsgerninger og i Vælg livet - ikke døden : en vigtig bog om abort. Antologien Abort i 25 år giver bl.a. et historisk rids.
Her har vi den nye fagligt solide og letlæste grundbog om provokeret abort, som egner sig lige godt som debat-grundlag og standardværk. Den bør indkøbes både på folke- og forskningsbiblioteker, samt på uddannelsesinstitutioner.