Ebbe Traberg hører sammen med Erik Stinus og Henrik Nordbrandt til de rejsende i dansk poesi. Rejsen som livsform anslås som tema allerede i indledningsdigtet til hans nye samling: "Vi harvalgt flugten/som et foreløbigt perspektiv/og lever frit svævende/ mellem masser af indbildning og nogle få enkle sandheder". Samlingens seks afsnit bringer læseren vidt omkring: Latinamerika, NewYork og Spanien. Steder og stemninger oplevet fra lufthavne og hotelværelser, altid på gennemrejsens vilkår, eller - som i digtsuiten om Manhattan - fastholdt af minderne om jazzmusikkens personerog steder. Gennem Trabergs digte går der en understrøm af resignation og melankoli. Som hos Nordbrandt er rejsen også en eksistentiel kategori. Nysgerrigheden og forventningen er brugt op og afløstaf gentagelse/tristesse og tomme ritualer, der på samme tid afskærer, men også beskytter mod en påtrængende virkelighed. Den rejsende er hjemme, men samtidig hjemløs overalt, spændt ud mellemtrivialiteten og"forventningen/om et uanet mirakel". Sprogligt sætter Trabergs digte ikke meget på spil, men de fastholder illusionsløst og redeligt brudstykker af en personlig oplevetvirkelighed, som giver ordene den vægt og dybde, de måtte savne i artistisk henseende. Man tager gerne digtene til sig som en del af den personlige rejsebagage.