Et fabulerende miks af indtryk, erindringer og sangtekster fra kultmusikeren og multikunstneren Nick Caves turne i USA i 2014. Bogen er must for det publikum af punk- og rockmusik elskere, der har fulgt NC og bandet gennem årene.
Den australske musiker og forfatter NC har skrevet bogen under sin koncertturne rundt i 22 nordamerikanske stater sommeren 2014. Bogen handler ikke om koncertturneen, men består af digte, sangtekster, erindringer, refleksioner og dagbogsoptegnelser blandet med håndtegnede skitser nedfældet undervejs, bl.a. på de flyposer titlen refererer til, og som er gengivet som illustrationer og skilleblade mellem bogens afsnit og turnestop. NC har tidligere fået udgivet to romaner.
Bogen er et inspirerende og multikunstnerisk miks af indtryk, refleksioner og erindringsstumper, der også kan ses som en pendant til hans roste dokumentarfilm "20.000 dage på Jorden", der var i storbybiograferne sidste år. NC agerer i sit eget kreativt mytologiske, ret dystre univers, der både omfatter drager og muser fra den græske mytologi.
I samme reflekterende stil findes andre musikere og digtere som Jim Morrison og Leonard Cohen, men NC tager også afsæt i åndsbeslægtede amerikanske forfattere som T.S. Eliot, Hunter S. Thompson og ikke mindst John Berryman.