Her det andet bind i serien af tre, jf. bagsidetekst. Drenge fra 8-11 år er nok hovedmålgruppen for denne let humoristiske, manga-inspirerede action-science fiction serie i den læseteknisk set lettere ende. En del piger hopper nok også på serien, der foregår på en fremtidig kostskole for aliens.
Historien fortsætter hvor bind 1 sluttede. Denni og M-I kaster sig ind i et ormehul med plasmageværer for at komme M-I's ven Bof til undsætning på planeten AJ-X. Bof holdes tilfangetaget hos Brakkerne på denne planet. Brakkerne er nogle ret brutale aliens, og kampen bliver hård for de tre venner. Teksten er let at læse, og bæres igennem af dialog, sjove kommentarer og action. Illustrationerne er i farver, og tydeligvis manga-inspirerede - enkelte med talebobler - i vekslende størrelser. Historien er ikke særlig dyb, men den fungerer og stiller krav til sin læser, og til gengæld virker historien sjov med en velfungerende spændingskurve frem til cliffhanger slutningen, som fortsættes og forløses (forhåbentlig) i næste bind. Omslag sælger bogen og serien rigtigt i forhold til indhold.
Science fiction- og action-delen minder lidt om Ben 10 seriens.
Et letlæst bind 2 i serien, som fortsætter, hvor cliffhangeren i bind 1 sluttede. Bøgerne skal læses i rækkefølge. Den ikke særlig dybe, men velfungerende action-science fiction serie er effektivt illustreret i manga-stil med en række farvetegninger i vekslende størrelser, der også indeholder humor og slutter med en ny cliffhanger.