Film / fiction / science fiction

Brazil


Description


Sam Lowry henslæber sin tid i Informationsministeriet, mens tankerne kredser om et andet liv sammen med en drømmepige. Denne materialiserer sig i form af den gæve Jill, og jagten på kærligheden åbner Lowrys øjne for et uigennemskueligt bureaukrati og uhyggeligt samfundshierarki.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 25. Mar. 2014

By

By

Ulrich Breuning

d. 25. Mar. 2014

Terry Gilliams Brazil fra 1985 er en moderne filmklassiker, hvis ekstravagante billedsprog og originale univers henvender sig til alle kunst- og filmelskere. Og hvis absurde samfundskildring, som synes kreeret af Franz Kafka og George Orwell i fællesskab, udvider målgruppen med et politisk orienteret publikum. Filmen kan formidles som et visuelt supplement til romanerne Processen 1925 og 1984, 1948.

Bogholderen Sam Lowry henslæber sin tid i Informationsministeriet, mens tankerne kredser om et andet liv sammen med en drømmepige. Denne materialiserer sig pludselig i form af den gæve Jill, som protesterer mod fatale bureaukratiske fejltagelser. Jagten på kærligheden åbner Lowrys øjne for et uhyggeligt og uigennemskueligt samfundshierarki. Terry Gilliam (f.1940) er kendt som det medlem af Monty Python, der stod for seriens groteske animationer. Med Brazil slog han igennem som instruktør og skabte "et sted i det 20. århundrede", som kun eksisterer i mareridt, og som peger frem mod ligeledes groteske og foruroligende scenarier i Fisher King, 1991 og Twelve monkeys, 1995.

Filmens stormtropper kalkerer den berømte trappescene i Panserkrydseren Potemkin, 1925, bygninger stræber mod himlen som i Metropolis, 1927 og en hjernevask er direkte hentet fra A clockwork orange, 1971. Men Terry Gilliam er sin egen. Ganske som Orson Welles er det i sin filmatisering af Processen, 1962.

Et unikt og evigt aktuelt værk, der ikke kan anbefales nok.