De kan altså et eller andet med hip hop og r&b dernede på Remouladekysten, som vandet syd for København også kaldes. Outlandish, Isam B. og Burhan G er navne på kunstnere, der går deres egne veje i de urbane musikgenrer og skaber stor, ambitiøs og international lyd. Burhan G var en del af Outlandish's hangarounds indtil han i 2004 sprang ud med albummet "Playground", som fortjent sikrede ham tre DMA-nomineringer og titlen "Danmarks internationale r&b-stjerne". Det er han stadig, kan nærværende diagnostiker konstatere efter gennemlytning af denne 2'er. Det er den labre og melodiøse r&b der er i højsædet, og som en anden Usher eller Justin kæler Burhan for sine lyttere - og især det kvindelige køn. Producerteamet Maximum Risk står bag musikken, som sætter nye, internationale standarder for hvorledes en god popmelodi skrues sammen. Fans af Timberlake og Timbaland kan med fordel fortsætte her.