Denne posthume udgivelse af Saint-Exupérys (1900-44) breve til sin moder, Marie de Saint-Exupéry, udkom første gang på fransk i 1955. Samlingen er ikke tidligere oversat til dansk. De godt hundrede breve, der overvejende er fra perioden 1917-30, fremstår idag noget sprogligt arkaiserede og efterlader iøvrigt et billede af et menneske i forskellige stadier af livet: dreng, yngling og ung mand med store håb og drømme - og efterhånden også bristede illusioner. Moderskikkelsen piedestaliseret og til alle tider omfattet af dyb hengivenhed og kærlighed, en næsten sakrosankt figur. Brevene: om alt mellem himmel og jord, venner og familie, militæret, begejstringen for flyvning, det gryende forfatterskab og de evige pengesorger. Tonelejet optimistisk for ofte at at munde ud i det melankolske og/eller fatalistiske, når Antoine atter kaster sig ud i en søgen efter et fast ståsted i tilværelsen, en mening med livet. En udgivelse, der med sit mål af sødme og smerte ubesværet føjer sig ind i det kendte billede af forf., der andetsteds er karakteriseret som: "one of most important French metaphysical novelists". Nye læsere skal ikke forhindres i at begynde her, men bogen vil nok primært appellere til de læsere, der er kendt med forf.'s skæbne og/eller forf.skabet iøvrigt.