Brølet og vreden

Når Faulkners hovedværk og smertensbarn, som han skrev om fem gange før udgivelsen i 1929, nu omsider foreligger i en beundringsværdig dansk oversættelse, må biblioteker af alle størrelser naturligvis købe det og sige tak til. Men det skal ikke skjules, at især bogens første fjerdedel er næsten uigennemtrængelig. Den er formet som en bevidsthedsdrøm i hovedet på idioten Benjy, der er uden bevidst forhold til omverdenen. Hvad han ser og evt. reagerer på med sin uartikulerede brølen blandes med andre spredte indtryk fra hans barndom og ungdom. Tidsbegrebet er ophævet, når erindringsbrokkerne tørner sammen i hans ellers tomme hoved, og det kræver megen snedighed at finde ud af hvem, hvad og hvor, der nu er tale om. Anden del foregår i hovedet på Benjys velbegavede bror Quentin, hvis tanker kredser om søsteren Caddys mistede mødom, om tomme sydstatsæresbegreber og om døden, som han vælger. De to sidste afsnit om gnierbroderen Jason og familiens neger-tyende er lettere og meretraditionelt fortalt. Sidst i bogen findes den personkarakteristik, som Faulkner skrev til Panbook-udgaven, og det hjælper meget, hvis man læser den først. Denne roman om den degenererede sydstatsfamilie er for de få, som til gengæld vil læse den mange gange.

Read the full assessment