Bog om autisme specielt til børn, der har en bror eller søster med sygdommen. God som udgangspunkt for en samtale om, hvordan det føles at være i familie med et barn med autisme. For børn fra ca. 4 år.
Kjærgaard debuterer her som forfatter. Hun har tidligere illustreret bøger og høstet priser for illustrationerne. Statens Kunstråd, Autorkontoen i Dansk Forfatterforening og BUPL har støttet udgivelsen. Claras bror har autisme. I en drømmeagtig tilstand oplever Clara, at hun en nat vågner og ser sin bror sidde i stuen. Broren begynder at skrige og slå hende, og forældrene kommer. Clara går tilbage på sit værelse og en fugl kommer og giver hende et frø. Broren kommer ind til hende, og hun flygter væk i en robåd på et hav, hvor hun kaster frøet ud, og et træ vokser frem. Clara falder i søvn i træet og drømmer om broren, selvom hun ikke vil. Hun vågner og ser, at træet er væk, og ror hjem igen. Jeg forstår det sådan, at handlingen foregår i Claras hoved. Hun ved, at brorens aggressivitet skyldes hans sygdom, men alligevel er det svært at kapere. Hun er i tvivl om sin rolle i familien og flygter. Teksten er kort og præcis, og udtryksfulde illustrationer, bestående af collage, stregtegninger og vandfarve, sætter stemningen. Bagerst i bogen beskrives sygdommen og dens konsekvenser for de pårørende.
Bogen kan supplere lignende bøger som Muellers Davids verden : et liv med autisme.
Relevant, poetisk fortælling med smukke illustrationer krydret med faktuel viden om autisme.