Højtlæsningsbogen er en varm historie om Karla, 8 år. Piger og drenge i alderen 5-9 år vil synes om at få den læst højt og gode læsere fra 8 år kan læse den selv.
Forfatteren har ikke udgiver andet på dansk. De s/h stregtegninger, der passer fint til stemningerne i handlingen, er tegnet af Jonna Björnstjerna, kendt fra Eventyret om Lillebror Kanin og Fru Skræk, 2009. Bedømte bog er en fin, humoristisk og varm historie om en ikke helt almindelig familie: far, klassisk musik-elsker og ikke så talentfuld blikkenslager, storebror Martin, der elsker at arbejde med rør og hovedpersonen, handlekraftige Karla, en talentfuld bryder, der elsker at have brydekampe for sjov. Den røde tråd er Karlas kamp for at få eget værelse. Det indbefatter et loppemarked med farens gamle ting uden hans vidende og en del omflytninger. Den velhavende klassekammerat Ruth mobber Karla, men en begivenhed fører dem sammen. Karla bliver også forelsket i nabodrengen Josef. Det hele er levende beskrevet i et velskrevet sprog i forholdsvis korte sætninger. Det og det åbne layout med dobbelt linjeafstand og illustrationerne gør, at bogen også kan bruges til selvlæsning af gode læsere fra 8 år. Forsiden viser Karla, der bryder med sin far. Bagsideteksten giver lyst til at få styr på handlingen.
Karla minder lidt om Karla i Karla Katrine Karlsson, 2007.
Det er en sprudlende og humoristisk højtlæsningsbog. Man kommer til at holde af den ikke helt almindelige familie og ikke mindst af den handlekraftige Karla.