En af dette århundredes bedst glemte kulturpersonligheder må være den C.E. Jensen, som denne bog handler om. Eksempelvis Gyldendals ti-bindsleksikon fra 1976 husker ham ikke. Men i bogen her dokumenteres det, at han var Socialdemokratiets ledende kulturskribent, og et vågent og meget intelligent gemyt. Bogen indledes med biografiske afsnit om C.E. Jensens liv, der med baggrund i en langvarig syfilis endte brat i 1927, hvor han døde som 62-årig. Herefter følger afsnit om C.E. Jensens virke som journalist, forfatter, litteraturhistoriker, redaktør mm. Endelig får vi godt tyve eksempler på artikler af C.E. Jensen. Glødende, engagerede og vittige avisbidrag, som ofte blev bragt på forsiden af Socialdemokraten. En fint researchet, velredigeret biografi som gennemillustreret giver et godt indblik, i personen C.E. Jensens historie, men også indirekte portrætterer det fremstormende socialdemokratis historisk set nok mest spændende periode. Efterstillet i bogen kildehenvisninger, værkfortegnelse, værk- og personregister.