Christian IV er en rigtig renæssancefyrste, der i den folkelige opfattelse er blevet forvandlet fra en næsten enevældig hersker til den nationale helt og til den jævne dansker, der både drak og var dameglad, som Scocozza skriver. Han er utvivlsomt den bedst kendte af de danske regenter, og de fleste har på et tidspunkt hørt bl.a. om hans lange regeringsperiode, hans mange børn, hans glæde ved mad og drikke og hans krigsførelse, som den er skildret på Marstrands maleri i Roskilde Domkirke. Christian IV besad et vidsyn og en interesse for strømningerne i Europa, der desværre ikke stod mål med de økonomiske muligheder. Ikke desto mindre har han efterladt sig markante bygningsværker, men en planlagt rytterstatue endte som en buste. Godt støttet af Christian IVs breve, stilehæfter, genstande samt tidens farverige malerier har Scocozza skrevet en glimrende bog, der både omhandler kongens person og hans samtid. Det er en revideret udgave af bogen fra 1987. I forhold til første udgave er formatet blevet større, illustrationerne er bedre trykt og endnu flere er kommet i farver. Teksten er nogle steder nyskrevet og andre steder strammet op og revideret. Det er der kommet en rigtig farverig, veldisponeret og meget velskrevet beretning ud af. Bogen er en stor læseoplevelse. Afsluttes med en god, kommenteret litteraturliste.