Der er nu flere end 40 bøger i denne glimrende serie af let tilgængelige fagbøger indenfor områderne natur og teknik, geografi, sport og historie. Det er den første deciderede personhistorie, men alligevel falder bogen her godt ind i serien, for selvom Christian IV er den dominerende figur, er bogen samtidig et bredt tidsbillede af Danmark på tærskelen til enevælden. Det er imponerende, hvorledes det lykkes at formidle en stor stofmængde og relativt komplicerede problemstillinger, samtidig med at bogen rent faktisk er ganske let at læse for børn helt ned i 2. og 3. klasse. De korte linier, orddelingen af svære ord, de korte afsnit og de illustrative billeder er vigtige faktorer, men først og fremmest er sproget befriende klart og præcist. Hverken pop-forenklet eller unødvendigt kringlet. Dette er en gennemgående styrke ved serien og en hovedårsag til, at bøgerne har høj brugsværdi både til emnearbejde, selvstændig fordybelse eller som element i faglige læsekurser på de yngste klassetrin. Man bliver afgjort klogere af at stifte bekendtskab med Christian IV i bogen her - ikke blot som den mest berømte krigskonge og bygherre i Danmarkshistorien, men også som den politisk og økonomisk ukloge konge, der nær satte landet over styr. Eller var han bare uheldig? Bogen giver stof til historisk eftertanke.