Ny bog i serie Historisk bibliotek, der fokuserer på centrale personer eller begivenheder i Danmarks historie. Bøgerne er primært til specielt interesserede eller til historieundervisningen i 6.-8. klasse.
Bogen er skrevet i et lettilgængeligt, personligt præget sprog og omhandler Christian den 4.'s liv fra fødsel til død. Inddelt i overskuelige kapitler, ordnet kronologisk og med fokus på højdepunkter, sejre, nederlag, begivenheder, dramaer og personer i kongens farverige liv. Appellerende forside, maleriet med den sårede konge på Trefoldigheden på sort baggrund. Enspaltet tekst med mange, velvalgte supplerende fotos og malerier og tilhørende beskrivelse i margen. Behagelig layout og god papirkvalitet. Intet register, ordforklaring eller andre fagbogstegn. Til gengæld en udførlig tilhørende, gratis hjemmeside med lærervejledning, aktivitetsforslag og mange varierede opgaver lige til undervisningsbrug.
Der findes ikke ret mange nyere titler for målgruppen, der udelukkende fortæller om Christian den 4. som denne. Den supplerer derfor på glimrende vis bibliotekets eller skolebibliotekets samling af andre kilder om emnet.
Rigtig god bog, der giver et godt indblik i en væsentlig persons liv og levned i et farverigt kapitel i Danmarks historie med tilhørende lettilgængelige opgaver og uddybende lærervejledning på hjemmeside. Derfor især anvendelig i undervisningsmæssig sammenhæng, men også læseværdig for den historieinteresserede teenager.