Anden del af otte planlagte bind i mangategneserien. Det ser ud som om, den egentlige historie starter her. Rosette er eksorcist og pistolsvingende nonne. Hun reddede i første bind Azmaria, der var faldet i hænderne på en okkult satanist, og Azmaria er nu flyttet ind på nonneklosteret. Sammen forsøger de at finde Rosettes forsvundne bror, Joshua, hvis forsvinden er forbundet med dæmonen Aions opdukken og Rosettes pagt med dæmonen Chrono, som vist er en af de "gode" dæmoner. Dæmonerne dukkede op efter 1. verdenskrigs afslutning. Rosette opsøger barndomslandets børnehjem, hvor alle disse ting begyndte, og så tager handlingen fart igen. Det er en spændene historie med okkulte elementer. Logikken i, at en nonne bruger så meget vold og klæder sig så udfordrende, skal man vist ikke gå højt op i. Historien fungerer fint på egne præmisser, og piger fra 11-14 år vil finde den spændende og interessant. Billedsiden er præget af mangaseriernes vanlige stilistik. Der er dynamiske billed- og sceneskift, gråtonede grafisk veludnyttede lyseffekter. Der er spidse ansigter, store øjne og fine små opstoppernæser på næsten alle figurerne. Location er vist USA i tyverne, der er veteranbiler og gamle amerikanske politiuniformer i scenografien. Den læses som vanligt bagfra. Omslag passer til indhold.