Books / nonfiction

Compassion : lær at rumme svære følelser


Description


Forlagets beskrivelse: At have compassion for sig selv og andre vil sige at være opmærksom på og give plads til egne og andres svære følelser, reaktioner og udfordringer. Compassion er den følelse af omsorg, der opstår, når vi bliver konfronteret med egen og andres lidelse og føler motivation til at lindre denne lidelse. Når vi handler med compassion, kan vi reagere på lidelse med forståelse, venlighed og tålmodighed i stedet for at reagere med frygt og afvisning. Compassion-Begrebet har eksisteret i årtusinder, men har de seneste 10-15 år oplevet fornyet opmærksomhed og udbredelse. Videnskabelig forskning har vist, at træning i compassion både har en positiv effekt på vores psykiske trivsel og på vores fysiske helbred. I denne bog lærer du at handle med compassion. Ved hjælp af enkle øvelser bliver du bedre til at være med og acceptere de svære følelser og livsbegivenheder, som alle mennesker oplever fra tid til anden. Du bliver opmærksom på din egen indre kritiske stemme og får mulighed for at ændre den, og du får en forståelse af, at hvis du møder udfordringerne og de svære følelser med omsorg og medfølelse, vil du nemmere kunne acceptere at de er en naturlig del af livet. Forfatteren, der er autoriseret psykolog og forsker i compassion ved Aarhus universitet samt certificeret underviser i Compassion Cultivation Training (CCT) fra Stanford University, guider dig igennem compassion-begrebets historie, enkle øvelser og forskningen på området.

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 4. Oct. 2018

By

By

Heidi Mørch

d. 4. Oct. 2018

En håndbog i at lære at handle med compassion, så man bliver bedre til at tage vare på sig selv og leve et meningsfuldt liv med gode og givende relationer, også eller måske især i vanskelige livssituationer. For almen interesserede.

"Compassion er at blive opmærksom på sin egen eller andres lidelse - og mærke et ønske eller en motivation til at lindre den lidelse". Bogens udgangspunkt er at compassion er en tilgang til livet, som kan klæde os bedre på til livets svære hændelser. Vi har ikke noget ord på dansk der helt dækker det engelske begreb "compassion", det har dele tilfælles med medfølelse og empati. I bogen bruger forfatteren det første kapitel på at præcisere begrebet. Herefter får vi udover teoretisk baggrundsviden konkrete redskaber til at udvikle compassion for såvel en selv som andre. Der afsluttes med et overblik over forskellige compassion kurser udbudt i Danmark og en fyldig litteraturliste. Forfatteren er autoriseret psykolog og forsker i compassion ved Aarhus universitet. Hun er desuden certificeret underviser i Compassion Cultivation Training (CCT) fra Stanford University.

Opbygningen og virkeligt velformidlet stof gør bogen yderst brugbar også til folk uden forhåndsviden om compassionstræning.

Hvor nærværende titel er alment tilgængelig og til brug for enkeltpersoner er Compassionfokuseret terapi en grundbog for behandlere og studerende.