Action-adventure. Du er Jesse Faden, den nye direktør for Federal Bureau of Control - et hemmeligt amerikansk regeringsagentur, som griber ind overfor overnaturlige fænomener. For unge og voksne.
Spillet handler om et hemmeligt amerikansk agentur, Federal Bureau of Control, FBC, som er ansvarlige for efterforskningen af paranormale fænomener. En overnaturlig fjende, Hiss, har infiltreret hovedkvarteret, og ødelægger gradvist naturkræfterne og dermed vores virkelighed. Det er nu op til dig som ny direktør i FBC at nedkæmpe Hiss, ved hjælp af højteknologiske våben og dine overnaturlige evner. Spillets perspektiv er i 3. person og foregår primært i FBC's enorme hovedkvarter i New York. Jesse's håndvåben og hendes forskellige telekinesiske evner kan opgraderes og specialiseres undervejs. Spillet er opbygget i Metroidvania-formatet med et stort kort, som kan udforskes i eget tempo og i den rækkefølge man selv ønsker. Sproget er engelsk.
Finske Remedy har flere gode actionspil bag sig, og Control ligger på samme høje niveau. Der er enkelte skønhedsfejl, men dette er stadig et af årets bedste actionspil. Plottet, som piller ved vores opfattelse af virkeligheden, er elegant og intelligent skruet sammen. Selvom der kun er en håndfuld forskellige typer fjender, så giver de og plottet rigeligt med udfordringer og underholdning. Det er et udpræget voksenspil med et komplekst plot og dyster stemning. Kan magtes fra 15 år. PEGI: 16 og ikoner for vold og sprogbrug.
Lignende er Remedys tidligere spil Quantum break.