Music / rock

Crosseyed heart


Reviews (4)


Jyllands-posten

d. 18. Sep. 2015

By

By

Peter Schollert

d. 18. Sep. 2015

"Richards kender musikhistorien, sine egne styrker og begrænsninger, og så kan han næsten lyde som Bob Dylan på "Goodnight Irene" med gospel-stil til sidst. Frem for alt virker han i rigtig god form med et hold dygtige spillemænd og korsangere omkring sig. Norah Jones kigger også forbi og synger med sin mest coole vokal duet med Richards på "Illusion". Hvem savner et nyt album med Rolling Stones, når Keith Richards gør det så godt?".


Politiken

d. 18. Sep. 2015

By

By

Henrik Palle

d. 18. Sep. 2015

"Man bliver ikke kørt over af overraskelser. Keith Richards spiller solid gammeldags rock'n'roll med islæt af soul og en solid bund af rhythm'n'blues. Vokalt er han ikke nogen mester. Ikke desto mindre ejer hans stemme en behagelig mørk rundhed, der gør den rar at lytte til ... Produktionen er ren og fin, og bandet er tæt og tight. Der bliver ikke sat ret mange fødder forkert. Og mesteren selv giver sig markant til kende adskillige gange med flotte riffs".


Berlingske tidende

d. 19. Sep. 2015

By

By

Mads Hendrich

d. 19. Sep. 2015

"Her dykker [Richards] ned i sine musikalske rødder: Den sorte amerikanske musik. Rhythm'n'blues, folkemusik, country og gospel, som Richards har et solidt og personligt greb om. Han er ingen stor vokalist, men hans forslåede stemmebånd har nu sin charme ... Den gamle kører til tider lidt for meget i bedstefar-bluesrocket tomgang. Her kunne Richards med fordel have skåret en tre-fire numre fra. Men det ændrer nu ikke stort ved, at rockoldingen generelt er rar og hyggelig at være i musikalsk selskab med på "Crosseyed Heart"".


Information

d. 18. Sep. 2015

By

By

Ralf Christensen

d. 18. Sep. 2015

"Albummet [bevarer] en hæderlig glød og en blueset grundnerve hele vejen igennem. Ja, Richards fisker endda et strålende riff frem på "Nothing On Me". På "Suspicious" cirkler guitartonerne smukt om lytteren med en varm glød ikke ulig Daniel Lanois' lyd. Og på "Illusion" finder han en blåtonet samklang med Norah Jones' stemme og klaver. Et til tider kedsommeligt fundamentalistisk sangkatalog, der dog altid nyder godt af hovedpersonens rigt patinerede karisma".