Udgivelse i serien Den kolde krig. En spændende og lettilgængelig beskrivelse af Cubakrisen. Enkelt og kortfattet opridser forfatteren baggrunden for krisen, herunder situationen på Cuba. Herefter følger en beskrivelse af forløbet fra fotos taget af et amerikansk spionfly afslører de sovjetiske raketvåben til Khrusjtjovs ordre om tilbagetrækning. Skildringen af krisens udvikling er hovedsageligt set fra amerikansk side antagelig pga. de mange kilder til belysning af Kennedys rolle, men der er også beskrivelser og formodninger om situationen set fra Khrusjtjovs og Sovjetunionens side. Som afslutning et kapitel om tiden efter krisen. Bag i bogen tidslinie, ordliste, en udmærket litteraturliste og henvisninger til relevante internetadresser og stikord. Bogen er illustreret med mange flotte fotografier i sort/hvid og farver. Alt i alt en engagerende fremstilling for alle fra ca. 14 år. Velegnet til opgaver. Bogen kan bedst sammenlignes med Cubakrisen 1962 : verden på randen af atomkrig, 1992, men nærværende bog er flottere, har mere med og virker mere spændende. For en lidt ældre aldersklasse kan nævnes Kilder til belysning af Cubakrisen 1962, 1982, og Cubakrisen 1962 - i perspektiv, 2 bind, 1997. Et udmærket supplement til de øvrige bøger om emnet.