En billedbog for piger og drenge i alderen 4-8 år, som kan lide sørøvere og løgnehistorier. Ældre børn (og voksne) kan også læse med, især hvis de kender Jan Lööfs billedbøger.
Bedstefar og bedstemor bor på et gammelt sejlskib i havnen. Bedstefar samler på frimærker og kender alle postnumre i hele verden, så bedstemor må være galt afmarcheret, når hun siger, at han i virkeligheden har været sørøver hele sit liv. Men hvad med træbenet og kloen, og Kaptajn Sortskæg? Men bedstefar kan forklare det hele. Bogen er en hyldest til den svenske tegneserietegner og billedbogsforfatter Jan Lööf (f. 1940), der fylder 70 år. Historien spejler handlingen i hans Min morfar er sørøver, hvortil der er flere referencer. Og hvis man kigger godt efter, kan man også få et glimt af manden med det røde æble. En vigtig pointe i historien er, at det er læseren, der afgør om bedstefar var postbud eller pirat. Det er godt tegnet og begavet fortalt.
Det er oplagt at læse eller genlæse Jan Lööfs Min morfar er sørøver. Et andet bud på en bog om bedsteforældre og sørøvere, er Mette Egelund Olsens bog Min morfars skattekiste, der modigt kobler dette tema til døden og det at miste.
En begavet og godt tegnet hyldest til Jan Lööf, og især til hans billedbogsklassiker Min morfar er sørøver.