Bjørnen Boris vil sove vintersøvn, men alle skovens dyr tror han er julemanden. Derfor kommer han på arbejde i julen, og han er ikke glad. Til morsom oplæsning med 3-6-årige op til jul.
Da Boris skovler sne iført varmt undertøj og hue i røde farver, tror de andre dyr, han er julemanden. Det vil han bestemt ikke være. Men meget modvilligt må han passe arbejdet med at være julemand - eller julebjørn - og alle undtagen Boris er glade for julen. Det er den fjerde bog om den meget gnavne bjørn Boris. Teksten er en blanding af fortællingen og direkte tale fra de medvirkende dyr.
Det er en sjov og lidt alternativ julehistorie, Ryan T. Higgins har begået. Særdeles morsomme illustrationer med Boris, som hele tiden ser misfornøjet eller ligeglad ud. Helt i modsætning til de andre dyr, som er meget begejstrede over Boris julebjørn! Børn vil more sig over denne modstilling - de voksne ligeså. Fint samspil mellem tekst og illustration.
Gnavne Grævlings jul handler også om et dyr i skoven, som er i alt andet en julestemning.