Jonatan Spangs onemanshow Damer fra 2005 henvender sig til direkte til det mestendels ungdommelige publikum, der sætter pris på standup komik og serielle frækkerter serveret med glimt i øjet. Men man mærker også teatermanden Spang i dramaturgi og selviscenesættelse, hvilket udvider målgruppen til teaterinteresserede, der vil nyde at se en skuespiller i arbejde. Den underliggende kønspolitiske diskurs befinder sig mest på overfladen, men kan godt anvises som en populær og munter indgang til kønnenes kampplads.
"Jeg hedder Jonatan Spang, og showet hedder Damer!" Komikeren går lige på og hårdt i afslappet stil og åbner fluks med sine problemer med det andet køn, som er showets tema. Og selvfølgelig handler det hele dybest set om Jonatan Spang selv, der også serverer en mulig tolkning ved at have et billede af sin mor med på scenen! Han causerer om pornografi og blottere og jonglerer med fyord som pik, patter og fisse! Og skifter så synsvinkel ved at forvandle sig fra en noget grov mandschauvinist til en kvindelig standup med meninger om mandehørm! Fyrværkeriet af kønsrelaterede slangudtryk sætter en kurs i skridthøjde, men den verbale grovfil sløves af komikerens uskyldige smil og drengede fremtoning. Og showet lever af denne modsætning, dramaturgisk tæft og fortælletalent.
Det er i dag almindeligt at optage sceneoptræden til brug i hjemmebiografen. Dette show er velproduceret, hvilket man kan forvisse sig om ved at se en tidligere optræden på bonusmenuen.
Morsomt og underholdende.