Dennegang har Maria Lang benyttet en veteranjernbane i nærheden af Skoga som kulisse, - iflg. forordet eksisterer banen nær virkelighedens Nora - både nutidens og fortidens hændelser, da banen var i brug, spiller en betydelig rolle. Et af temaerne er de betydelige nazistiske militærtransporter, som en socialdemokratisk statsminister tillod gennem det neutrale Sverige. Intrigens baggrund er nutidig rigdom med forbindelse til begivenheder under 2. verdenskrig, og det hele sættes i gang af en gammel gubbes forvirrede snakken om dengang. Et spøgelsestog indtager med ét en vigtigere rolle end noget håndgribeligt tog. Persongalleri og miljø er det kendte, intet nyt tilføres her, og vi får oven i handelen en masse forklaringer om veterantog- og baner, og de kan nok trætte læsere, der ikke tilhører den betingelsesløse fangruppe. For dén findes, og dén vil efterspørge bogen. Krimi'er i denne »bløde« genre kan også have deres store berettigelse i dele af det opsøgende arbejde.