I Politikens serie om danske naturområder, søer, skove, kyster m.fl., som er udkommet gennem de sidste år, foreligger her nu et bind om landets geologi og geologiske seværdigheder. Geologien er nok den del af naturen, som fanger de færreste interesserede, men som det opstilles her, vil flere sikkert stå på. Først en indledning om landets geologi generelt. Derefter møder man den opbygning af stoffet, som kendes fra de andre bind, hvor der opdelt efter landsdele fortælles om ca. 75 interessante områder. Hvert område vises på et kort og der er indtegnet et ruteforslag med angivelse af en række seværdige steder. Undervejs præsenteres en forholdvis ny teori om den måde isen afsatte landskabet på. Den gamle model beskrives dog fornuftigvis også, al den stund de nye teorier stadig er til debat. Mange gode farvefotos. Som i de andre bind i serien virker tekst, kort og billeder i sit samspil interessevækkende, godt informerende og nemt at finde rundt i. Mange af Danmarks geologiske seværdigheder findes beskrevet rundt om i en række andre bøger om Danmarks natur, men ingen steder samlet på denne måde, bortset fra i serien Geologisk set, 1992-2002, som ligner men er endnu mere omfattende.