Imponerende kulturhistorisk værk i 3 bind om de danske kongegrave fra Gorm den Gamle til Frederik 9. og Dronning Ingrid. Forord af Dronning Margrethe. For historisk interesserede.
Trebindsværk på akademisk historisk niveau, der i kronologisk rækkefølge med tekst og mange illustrationer besøger og beskriver de danske kongers gravmæler. Vi starter i bind 1 med Gorm den Gamle og Thyra Danebod, går videre til Harald Blåtand, Gunhild og Tove, og bindet afsluttes med Erik 6. Menved og Ingeborg. Bind 2 følger kongerækken med Christoffer 2. og Euphemia, Valdemar 4. Atterdag og Helvig, Christian 4., Anna Cathrine og fru Kirsten og bind 2 slutter med Frederik 3. og Sophie Amalie. Bind 3 starter med Christian 5. og Charlotte Amalie, Christian 7. og Caroline Mathilde og slutter med nuværende Dronning Margrethes forældre, Frederik 9. og Ingrid. Bagerst bl.a. stamtavler over danske kongeslægter. Fra dronning Margrethes forord: "Bogværket "Danske Kongegrave" er en krønike om danske kongers og dronningers gravsteder i mere end tusind år." Alle 3 bind er redigeret af kunsthistorikeren Karen Kryger.
Flot historisk mammut-værk af sikker blivende værdi. Bøgerne er velegnede både til fordybelse og til opslag. Måske kan de også inspirere til at følge kongegravene kulturhistorisk rundt i Danmark og i udlandet.
Unikt kulturhistorisk værk. Der findes ikke andre bøger at sammenligne med.